Søndag åbnede Hovedstadens Letbane på første etape mellem Ishøj og Rødovre Nord med både musik, masser af aktiviteter og gratis transport.
Og det var en stor succes, da letbanen for første gang slog dørene op. Sådan lyder det mandag i en pressemeddelelse fra Hovedstadens Letbane.
I løbet af åbningsdagen hoppede hele 15.000 passagerer ombord på de grønne letbanetog.
- Åbningsdagen forløb over al forventning. Det var en stor glæde at se så mange tage godt imod Letbanen – både på perronerne og i togene, siger Carsten Riis, administrerende direktør i Hovedstadens Letbane og fortsætter:
- Det er tydeligt, at Letbanen allerede fra første dag opleves som et naturligt og attraktivt transportvalg, tilføjer han.
Letbanen kører fra i dag ordinær drift med afgange hvert 10. minut, og passagerer kan gratis medbringe cykler, barnevogne og løbehjul.
Med åbningen af første etape venter nu den resterende strækning fra Rødovre Nord til Lundtofte med 17 nye stationer, der efter planen står klar i sommeren 2026.
Se TV 2 Kosmopols indslag fra åbningsdagen.
LINKS \ https://www.tv2kosmopol.dk/ishoej/15000-passagerer-tog-letbane-pa-abningsdag-089b9
Copyright | TV2 Kosmopol & TV2 Danmark
Comments