I 2018 er det 50 år siden, at publikum for første gang kunne stifte bekendtskab med Danmarks mest folkekære forbryderbande; Olsen Banden.
Derfor kan du I hele 2018 opleve den eksklusive Olsen Banden særudstilling på Nordisk Films Scene 4 – scenen hvor de fleste af Olsen Banden-filmene blev indspillet fra ’68 - ’98.
Udstillingen erstatter dermed ’Olsen Banden vender hjem’-rundvisningen, og er hele fire gange større end sin forgænger! Den nye udstilling består af nye – og dog velkendte – kulisser fra filmene – som blandt andet bunkeren fra Jylland, Yvonnes hyggelige stue og Hallandsens pompøse kontor, mens den også huser mere end 100 originale klenodier og kostumer fra de 14 oprindelige film – hvoraf nogle af dem aldrig har været udstillet før.
Som besøgende får du ligeledes et unikt indblik i tilblivelsen af nogle af de mest ikoniske og mindeværdige Olsen Banden-scener gennem aldrig før viste produktionsbilleder, mens Nordisk Films rundvisere vil supplere med spændende historier og anekdoter fra de sidste 50 år med Olsen Banden!
Copyright - Danmarks Radio (DR)
Comments