Jeg var sexslave i Islamisk Stat - DRTV 18-10-2018

  • 6 years ago
I august 2014 fandt en islamisk stats massakre af ufattelig omfang sted under den hurtige invasion af yazidi-folket i Sinjar i det nordlige Irak. Unge yazidi-kvinder blev udskilt og fragtet til Galaxy Cinema i Mosul. Der blev de udstillet, valgt ud, slavegjort, tortureret og systematisk voldtaget. Denne film følger yazidi-kvindernes lange vej til helbredelse og spørger, hvordan en overlevende af utænkelig seksuel vold kan finde retfærdighed og en vej tilbage til livet.

Shirin blev holdt som sexslave af Islamisk Stat i ni måneder. Hendes landsby blev ødelagt og størstedelen af byens kvinder blev slavegjort, tortureret og systematisk voldtaget.

Britisk dokumentar fra 2018.
(I Was Yazidi Slave)


Læs også: Tidligere sexslave for Islamisk Stat, Farida Khalaf: ”De solgte mig for 50 dollars, da jeg var 17 år”

Farida Khalaf blev forfulgt af Islamisk Stat (IS) på grund af sin religion og derefter solgt fire gange til sexslaveri. I dag kæmper hun for at få IS-slaveholderne retsforfulgt, skriver Deniz Serinci, som har talt med den tidligere sexslave, da hun besøgte Danmark.

Selvom terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS) er stort set nedkæmpet i Irak og Syrien, så er de sortklædte, fuldskæggede jihadister ikke et overstået kapitel for 21-årige Farida Khalaf, der i dag bor i Tyskland.

”Mine slægtninge er stadig fanget hos IS,” siger den mørkhårede kvinde, der ved hvad hun taler om. Farida var selv sexslave hos IS i fire måneder i Syrien og Irak, hvor hun blev solgt fire gange.

Indtil den 3. august 2014 levede den dengang 17-årige Farida en almindelig tilværelse i byen Sinjar i det nordvestlige Irak, tæt på grænsen til Syrien. Hun gik på gymnasiet og drømte om at blive matematiklærer. Fritiden gik med at spille fodbold i hendes hjemlandsby, hvor hun boede sammen med sin far, mor og fire brødre. I alt boede der 1700 mennesker i landsbyen, hvor alle tilhørte den lille yezidi-minoritet, en før-islamisk religion, hvor man tilbeder Gud og syv ærkeengle. Historisk har islamister ofte forfulgt yezidierne, som de betragter som hedninge.

”Den 3. august strømmede IS-militante igennem vores by i tunge pickups og camouflagemalede Humvee’er med fire til fem krigere på de åbne lade, og med maskingevær monteret på køretøjerne,” husker Farida.

Forinden havde de lokale, kurdiske Peshmerga-styrker trukket sig ud af byen, fordi de ikke mente, at de militært kunne holde stand mod krigerne fra IS.

”Derfor stod vi helt forsvarsløse,” fortæller Farida: ”Da IS kom, prøvede vi at flygte, men det kunne vi ikke”.

De muslimske nabolandsbyer – hvoraf nogle sympatiserede med IS – havde omringet Faridas landsby, så yezidierne ikke kunne flygte. Farida og de øvrige landsbybeboere fik tre dages ultimatum om at konvertere til islam.

Landsbyen ville ikke konvertere. Dem, der sagde, at de ville konvertere, troede IS ikke på.

”IS vidste godt, at nogle gik med til at blive muslimer proforma, kun for at redde livet.” Læs resten her: https://pov.international/sexslave-for-islamisk-stat/