Løkke til Thorning: Du pynter dig med lånte fjer |2015| TV2

  • 26 days ago
Helle Thorning pynter sig med lånte fjer, når hun tager æren for at have båret Danmark ud af krisen, lyder det fra Lars Løkke.

Tonen i aftenens debat mellem statsminister-kandidaterne Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt blev pludselig hård, da statsministeren sagde, at den nuværende regering har sikret, at Danmark er ude af krisen.

- Vi har sikret, at Danmark er ude af krisen. Nu skal vi også sikre, at opsvinget kommer hele Danmark til gavn. Og det ærgrer mig, hvis I nu - med jeres eksperiment - skal gå ind og rode det her opsving til, lød det fra Helle Thorning-Schmidt.

Efterfølgende gav Lars Løkke Rasmussen svar på tiltale.

- Nu bliver jeg lige nødt til at sige en ting ovenpå den der svada. Og jeg ved godt, at danskerne bliver utålmodige, hvis vi begynder at mundhugges og skændes.

- Men jeg synes ærlig talt, at du pynter dig med lånte fjer. Hvis folk tænker tilbage på sidste valgkamp, så var situationen den, at jeg tog ansvar for efterlønsreform, dagpengereform, stramme op omkring kommunernes økonomi af tre omgange, hvor I ikke var med en eneste gang, sagde han.

Statsministeren og Venstres formand mødtes i TV2 i deres tredje direkte debat under denne valgkamp. Den 17. juni duellerer de to for fjerde og sidste gang på DR1.

Se klippet, hvor de lånte fjer kommer på banen, i videoen fra TV2 ovenfor.

Copyright | Danmarks Radio (DR) & TV2 Danmark (TV2)